Hvad sker der lige nu ved Frederiksdal Slot?
Frederiksdal Chamber Folk Festival sommer 2026
Sæt kryds i kalenderen den 21. og 22. august 2026, hvor Frederiksdal Chamber Folk Festival endnu engang byder på dejlige musikoplevelser, dans og jam, kunst og talks i de naturskønne omgivelser ved Frederiksdal Slot.
Restaurering af Frederiksdal Slots klimaskærm sommer 2026
Restaureringen af Frederiksdal Slot er i fuld gang. Den enestående rokokobygnings tag, facader og udsmykninger bliver restaureret, så de historiske sale med det originale interiør i fremtiden bevares og kan byde velkommen til nye besøgende og flere almene aktiviteter.
November 2025
Måske har du bemærket, at der netop nu er usædvanlig meget aktivitet omkring Frederiksdal Slot? Restaureringen af Slottets klimaskærm er i gang, og i de kommende uger sættes der stillads op. Slottet bliver fuldt overdækket, og så kan taget åbnes, bjælker, bærende sandsten og tegl efterses og restaureres, og derefter følger restaurering af facader og puds, vinduer og døre. Arbejdet fortsætter til og med 2027.
Julen 2025
… er allerede i fuld gang på Frederiksdal. Restaureringen af Slottet påvirker heldigvis ikke julestemningen, og vi åbner Julepladsen og Juleboden den 15. november kl. 11:00-15:00. Vi glæder os til at gense alle de kendte ansigter og sige velkommen til nye gæster. Igen i år kan du finde et friskfældet træ på Julepladsen eller hente et Fæld-Selv træ i skoven. I finder julepynt og gaver i Juleboden, og i Den Røde Lade kan I drikke varm kakao og gløgg og spise æbleskiver.
Marts 2025
Her i de tidligere forårsmåneder er der høj aktivitet omkring Frederiksdal Slot: Der graves rundt om Slottet og i haven, og der lægges rør ud til de omkringliggende boliger. Etableringen af en ny varmeløsning er i fuld gang, og et ny træflisfyr står klart til at opvarme bygningerne i efteråret 2025 med træflis fra skoven.
Her finder du os
Frederiksdal skovdistrikt, Hummeltoftevej 187, 2830 Virum kontakt@frederiksdalslot.dk
