Frederiksdal Slot

Stottets historie fra 1744

I 1747 fuldførte arkitekten Nicolai Eigtved et maison de plaisance for geheimeråd Johan Sigismund Schulin, bygget til sommerophold. Et refugium, som skulle byde sin travle bygherre ro og hvile i et krævende liv som rigets højeste embedsmand og kongens rådgiver. Dette sidstnævnte hverv var også grunden til, at det lille slot blev placeret så nær hovedstaden. Man ønskede at have husets herre indenfor rækkevidde.

Nordsjællands gode jorder delte kongen ikke gerne ud af. Her var skove til jagter, søer og velplejede karpedamme til fiskeri, Som foruden at tjene til adspredelse også skaffede de nødvendige ressourcer til hofhusholdningen – og her var ikke mindst de nødvendige og dyrt anlagte kongeveje, hvoraf forsyninger bringes frem til hovedstaden. Frederiksdal Slot blev undtagelsen fra denne regel, og har i mere end et kvart årtusinde ligget på sin bakketop nær rigets hovedstad. Det fik imidlertid indenfor sit første kvarte århundrede sin status ændret fra at være en stor og berømt statsmands repræsentative sommerbolig til at være rammerne om en families liv i gode og onde tider på alle årets dage.

Frederiksdal er forblevet i bygherrens families eje og det rummer i sit indre, foruden Eigtveds smukke interieurer, ligesom andre hovedbygninger udover landet, der gennem lange åremål har fået lov at forblive i den samme families eje, den ufattelige skat, som udgør husets sjæl! Ting og genstande, møbler, billeder, bøger – anskaffet, brugt, slidt, forsvundet ud af huset ved giftermål eller generationsskifter, som det også er sket overalt, men en kerne bliver tilbage, bliver bevaret – måske ikke altid det mest kostbare, men det som er vokset så fast i et gammelt hjem, at ingen vover eller nænner at rive det ud af den sammenhæng, hvori det hører til.